Køber lejlighed til børnene

Forældrekøb igen populært

Det er nu igen blevet populært at købe en lejlighed til sin søn eller datter, når de unge begynder på studiet i Aarhus.

På landsplan skal 64.000 unge begynde på en videregående uddannelse om et par uger. Og ud af dem, er det hver syttende, der finder en bolig ved forældrekøb, viser en beregning fra ejendomsmæglerkæden Home.

- Forældrekøb sikrer husly for knap seks procent af landets studerende. I København og Aarhus er der klart flest forældrekøb, men her er der også mest rift om kollegier og lejeboliger, siger relationschef i Home Mads Ellegaard til Ritzau.

- Forældrekøb er i det store billede et beskedent men vigtigt bidrag til at skaffe unge et sted at bo, når de skal læse. Uden forældrekøb ville presset på private lejeboliger og kollegier være endnu større, siger Mads Ellegaard om beregningerne.

Ifølge ejendomsmæglerkæden er det mindst hver anden lejlighed, hvor to studerende kommer til at bo. Og når lejligheden deles med søskende, kæreste eller kammerat, svarer det til, at 3.750 unge finder en studiebolig direkte eller indirekte via et forældrekøb.

Delelejligheder er mest udbredt i Aarhus og København. Seks ud af 10 forældrekøb er toværelses lejligheder, viser Homes tal, og lejligheder, der kan deles, er særligt populære.

Ifølge Home bliver omkring hver femte af alle lejligheder på årsplan solgt som forældrekøb. I København er det omtrent hver fjerde lejlighed.

Salget i det centrale Aarhus ligger endnu højere, og i højsæsonen omkring studiestart udgør over halvdelen af alle lejlighedshandler i Aarhus C.