Klar til at udvide stadion
Politikere klar med penge til ekstra tribune
Politikerne i byrådet i Randers er klar til at frigive 15 mio. kr. til en ekstra tribune på Randers FC's hjemmebane, AutoC Park.
Byrådet afsatte sidste år pengene i budgettet, og nu er politikerne altså klar til at betale regningen. Det står fast, efter at kultur- og fritidsudvalget tirsdag aften indstillede til byrådet, at pengene skal frigives.
AutoC Park blev udstyret med tre nye tribuner for få år siden, men den sidste tribune i den nordlige ende af stadion er aldrig blevet bygget.
- Efter byggeriet vil stadion fremstå som et færdigt arenastadion. Byggeriet omfatter forlængelse af østtribunen, ny nordtribune med tilhørende toiletter, og boder til salg af mad- og drikkevarer samt nyt billetsalg. Endvidere etableres under tribunen et antal depotrum, oplyser Randers Kommune.