Klar til 'blå mandag'

Forventning om 1.500 konfirmander i forlystelsesparken i dag, men det er bare begyndelsen

Arkivfoto fra Tivoli Friheden

Tivoli Friheden holder åbent i dag til den første af konfirmand-sæsonens 'blå mandage'.

- Det er den første mandag, vi holder åbent, og vi regner med 1.500 gæster. Og det er ikke så mange, men vi holder trods alt åbent, siger Henrik Ragborg Olesen, der er administrerende direktør hos Tivoli Friheden, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Men allerede fra næste uge, kommer der rigtig kul på kedlerne.

- Så vidt vi kan se, kommer der virkelig mange på næste mandag, og den helt store dag bliver så den 4. maj. Der regner vi med 5-6000 konfirmander, siger han.

I Tivoli Friheden etablerer man en særlig forældrezone, hvor forældrene kan få en kop kaffe og holde lidt øje med deres, nu ellers ikke så små, børn.

- Det er nogle festlige dage. De fylder usandsynligt meget, og der kommer mange køer, fordi de alle sammen vil prøve de samme ting. Men vi har kun gode erfaringer med 'blå mandag', siger Henrik Ragborg Olesen.

Se: Forlystelse storhitter

Han fortæller, at det primært er konfirmander, der kommer udenbys fra, der bruger parken på 'blå mandag'.

- Mange af dem kommer ude fra oplandet. Vi har ikke så godt tag i de aarhusianske konfirmander, for de har jo været der mange gange i forvejen, siger Henrik Ragborg Olesen.