Klar til 40.000 gæster
Største åbningsshow nogensinde
Det bliver på alle måder stort, når Aarhus Festuge på fredag er klar til årets åbningsshow.
Festugen fejrer sit 50 års jubilæum med en koncert i Mindeparken med to af byens suverænt største musiknavne, Thomas Helmig og Steffen Brandt. I modsætning til den tidligere festuge-koncert med de to Aarhus-musikere medbringer de denne gang begge deres band.
Selve koncerten er stort anlagt. Der skal være plads til ikke færre end 40.000 tilskuere på plænen umiddelbart syd for Aarhus Midtby.
I øjeblikket er arbejdet med at gøre Mindeparken klar til åbningsshowet i fuld gang. Scenen er ved at blive sat op, og i alt 384 toiletter skal være klar til de tissetrængende aarhusianere.
Samtidig er det en udfordring i sig selv at sikre, at få afviklet trafikken til og fra festområdet nær Marselisborg Slot.
Se: Undgå bøvl til festuge-åbning
- Udfordringen er, at der ikke er særligt mange bil-parkeringspladser. Så hvis man på nogen måde kan undgå at køre i bil, så gør det, lyder opfordringen fra Aarhus Festuges projektkoordinator, Andreas Bech.
Ifølge Andreas Bech har det taget et helt år at forberede fredagens koncert.
- Fra klokken bliver 5 fredag, til folk er ude igen kl. 1, er der ikke mange timer. Det bliver spændende at se, hvordan så mange måneders planlægning lige pludselig kan blive afviklet så hurtigt. Men sådan er det. Alt er klart, tør jeg godt love.
Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.