Kjærs mand sagsøger B.T.

Det østjyske folketingsmedlem Henriette Kjærs mand mener, at avisen er skyldig i bagvaskelse efter artikler om parrets økonomi

Dagbladet B.T. har bragt flere historier om De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær og hendes mand Erik Skov Pedersens økonomi.

Blandt andet, at parret skulle have forfalsket Erik Skov Pedersens mors underskrift i forbindelse med optagelsen af et lån.

Det får nu Erik Skov Pedersen til at sagsøge B.T.'s ledelse.

Ifølge Ekstra Bladet er påstanden "at BT har viderebragt hans mor Yvonne Gerda Pedersens grove anklager mod politiker-parret mod bedre vidende.

BT har hele tiden kendt til, at Yvonne Gerda Pedersens underskrift på et gældsbrev er bevidnet som ægte af to bankansatte. BT burde på den baggrund vide, at anklagerne måtte være falske, lyder anklagen"

- Det er et træk, som er 100 procent forventet, Jeg har ikke modtaget et sagsanlæg endnu. Som altid med de to er retorikken rabiat. Vi må vente og se om de har penge til advokaten, siger chefredaktør Peter Brüchmann til bt.dk.