Katastrofe-øvelse i Tirstrup
Politi, Falck og brandvæsen gennemførte i dag en stor øvelse i Aarhus Lufthavn.
Et privatfly med 21 passagerer nødlandede sidst på formiddagen i lufthavnen i Tirstrup. Flyet landede på en forkert bane og ramte en bil, der befandt sig på asfalten. Flere af passagererne kom alvorligt til skade, og der var der brug for hjælp omgående.
Sådan lød meldingen til politi, Falck og brandvæsen, da de indledte den største katastrofeøvelse i Århus Politikreds i fem år. Flere end 30 udrykningskøretøjer fra blandt andet Grenaa, Rønde og Midtdjurs Brandvæsen deltog i øvelsen, der varede i fire timer.
Århus Politi vil i den kommende tid evaluere øvelsen for at undersøge, hvad der eventuelt kunne gøres bedre, hvis en lignende fly-ulykke skulle indtræffe i virkeligheden.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om øvelsen i aftenens udsendelser.