Kat koster tur på hospital

Hammel-cykelrytter styrtede i gadeløb

En fræk kat var angiveligt årsagen til, at cykelrytteren Chris Anker Sørensen fra Hammel tirsdag var involveret i et tilsyneladende slemt uheld i et gadeløb i Israels hovedstad, Jerusalem.

Han er blevet kørt på hospitalet, hvor han skal undersøges for brud, fortæller Team Saxo Banks pressechef, Anders Damgaard:

- Han er blevet kørt på hospitalet med en ambulance, og en af vores læger er med ham. Han skal have sit ene ben røntgenfotograferet.

Team Saxo Bank-rytteren styrtede under paradekørslen, hvor byens borgmester og andre kørte med. Det skete, før selve løbet blev givet frit.

- Vi ved ikke præcis, hvad der skete, siger Anders Damgaard.

Løb ind foran cykelrytter
Fra ryttere i feltet lyder forklaringen på styrtet, at en kat løb ind foran Karsten Kroon og Chris Anker Sørensen, som kørte lige bag hollænderen.

Hollænderen forsøgte at undvige katten ved at hoppe over den, men han landede uheldigt oven på den.

Efterfølgende hev danskeren så hårdt i bremsen, at han blev ramt bagfra af andre ryttere, hvorved Chris Anker Sørensen landede hårdt på en kantsten og slog sit ben.

Kun skader på benet
Styrtet har tilsyneladende ikke kostet Chris Anker Sørensen andre skader end på benet, og holdet kan formentlig efter hospitalsundersøgelsen melde ud, hvilke konsekvenser uheldet får for den kommende cykelsæson.

- Det er svært at sige, når vi ikke ved mere, end vi gør nu, siger Anders Damgaard.

Holdejer Bjarne Riis har taget Team Saxo Bank-mandskabet med til Israel på teambuilding, hvor holdet blandt andet har været med til at bygge en cykelskole for unge med både jødiske og muslimske rødder.