Karin Salling hjælper udsatte
Bliver protektor for Kirkens Korshær
Formanden for Købmand Herman Sallings Fond, Karin Salling, er blevet udnævnt til protektor for Kirkens Korshær i Aarhus.
Som protektor skal Karin Salling være med til at sætte fokus på udsattes situation i Aarhus og derudover fremme Kirkens Korshærs arbejde for hjemløse, misbrugere, psykisk syge og ensomme.
Karin Sallings nu afdøde mand, Herman Salling, som grundlagde Dansk Supermarked, støttede Kirkens Korshær i mange år.
- For os i Kirkens Korshær er det en stor glæde at Karin Salling har takket ja til at blive protektor. Sagt med et smil på læben, så har vi som Kirkens Korshær "Vor Herre" som protektor i himlen og nu altså også "vor frue" Karin Salling som protektor i Aarhus, siger lederen af Kirkens Korshær i Aarhus, Morten Aagaard, i en pressemeddelelse.
- Det afspejler præcis de udsattes behov; de har brug for næstekærlighed i både åndelig og konkret forstand, og Karin Salling udstråler omsorg, nærhed og varme på en måde, der er smittende og betydningsfuld.
Karin Salling bliver i morgen, onsdag, officielt præsenteret som ny protektor for Kirkens Korshær i Aarhus.