- Kan vi indføre breakdance?
Rapper er klar til gulvet i Vild med dans
Man er vant til at se ham fyre skudsalver af ord af foran en mikrofon, men snart vil danskerne lære den aarhusianske rapper USO at kende fra en helt ny side.
Rapperen har nemlig sagt ja til at medvirke i danseprogrammet Vild med dans, som får premiere fredag aften.
- Jeg tror, de håber, jeg bringer lidt kant eller noget grineren til programmet, siger USO.
Der er ikke langt fra ordsmed til dansemus, hvis man spørger hovedpersonen selv. I hvert fald ikke, når det kommer til indstilling. Han fortæller i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND, at han vil kæmpe benhårdt for at klare sig godt i programmet.
Indtil videre har han fået mange positive tilkendegivelser. Også vennerne fra rapmiljøet er glade på hans vegne:
- Som rapper bliver man udsat for lidt af hvert, så jeg tror ikke, at der er den ting i mit miljø, jeg ikke allerede er blevet udsat for, fortællerhan og fortsætter:
- Jeg har kun hørt positive ting. Jeg tror også det er vigtigt, når man siger ja til sådan noget, at man hviler nok i sig selv og har selvtilliden med sig.
USO skal danse med Jenna Bagge, som også er helt ny i Vild med dans-sammenhæng. De har begge set hinanden før, men kender ikke hinanden på forhånd.
Nu skal de sammen finde musikken på dansegulvet og i den forbindelse har USO en lille bøn om at tilføje nye danse til tv-programmets repertoire:
- Hvis TV 2 lytter efter: Kan vi ikke indføre breakdance?
Se hele interviewet med det glade dansepar øverst på siden. Her kan du blandt andet høre, hvilken dans USO glæder sig allermest til at danse.