Kan sikre sig opryknings-plads
Randers FC kan med en sejr i aften overtage den andenplads, der giver adgang til superligaen.
De tre østjyske klubber i 1. division i fodbold skal i aften på banen i nogle vigtige opgør, der kan være afgørende for deres skæbne efter sommerpausen.
Randers FC møder på udebane bundholdet B1913, og med en sejr kan randrusianerne snige sig op på den andenplads, der giver oprykning til superligaen. Det kræver dog, at Horsens, som ligger på andenpladsen inden aftenens runde, taber sin udekamp mod Sønderjyske.
For Silkeborg IF er aftenens runde lige så vigtig som for Randers FC. Silkeborg møder på hjemmebane Brønshøj, og hvis silkeborgenserne vinder kampen, kan klubben konsolidere sin førsteplads i rækken.
I bunden af ligaen kæmper FC Aarhus en hård kamp for ikke at rykke ned, og hvis århusianerne fortsat skal bevare håbet, kræver det point i aftenens kamp mod Køge.
TV 2 / ØSTJYLLAND bringer resultaterne
af de tre kampe i aftenens udsendelse
klokken 22.20.