Kamphunde sælges stadig

Flere måneder efter at al handel med en lang række hunderacer blev forbudt, bliver hundene stadig i stor stil sat til salg på nettet.

Søndagens udgave af dagbladet B.T. afslører, at der stadig foregår omfattende handel med ulovlige hunderacer - flere måneder efter at al handel med 13 hunderacer blev forbudt. Og at politiet i Randers ikke griber ind.

Efter den 17. marts i år har man hverken måttet sælge eller forære en kamphund væk. Og hundehvalpe af de forbudte racer, som er født efter denne dato skal aflives.

Men på hjemmesiden Bedsteven.dk har avisen fundet flere annoncer, hvor blandt andre racen American Staffordshire Terrier - populært kaldet Amstaff - er sat til salg. Avisen har under dække af at være en interesseret køber kontaktet en af sælgerne i en landsby udenfor Randers og købt en hundehvalp, som er en blanding mellem en Amstaff og en Pitbull. Pitbull-racen blev forbudt i Danmark allerede i 1991, og alene det gør det ulovligt at sælge hvalpen.

Sælgeren instruerede journalisten i, hvordan han skulle snyde politiet, hvis han fik problemer med at forklare, hvordan han var kommet i besiddelse af den ulovlige hvalp: Så skulle han sige, at hunden var købt og betalt før den 17. marts.

Avisen forsøgte herefter at aflevere den ulovlige hund til politiet i Randers, der nægtede at tage imod den, men opfordrede avisen til at aflevere hunden tilbage til ejerne. Det gjorde B.T. og avisens reporter bekendte herefter kulør overfor ejeren og fik lov at interviewe hende.

Hun siger, at hun godt ved, at hvalpene skal aflives ifølge den nye hundelov, men at hun ikke kan få sig til at aflive dem:
- De er ligesom mine børn, og jeg kunne jo heller ikke gå ned og aflive mine børn, fordi de en dag er gået hen og blevet ulovlige. Jeg har ikke hjerte til det, siger sælgeren, der i avisen optræder anonymt.

Vicepolitikommissær Niels Bugge fra politiet i Randers siger til avisen, at politiet ikke går på nettet og leder efter annoncer for ulovlige hunde, at loven er så ny og at der ikke står direkte i loven, at politiet skal beslaglægge alle de hunde. (som er ulovlige, red.)

<i>TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen søndag kl. 19.30</i>