Kameraer og fladskærms-TV for nye 3F-medlemmer

Nyt tiltag for at skaffe medlemmer i 3F i Silkeborg. Skaf nye medlemmer og scor præmier - toppræmien er et fladskærms-TV.

Skaf medlemmer til din fagforening og vind et fladskærms-TV.

Faldende medlemstal har fået 3F i Silkeborg til at give præmier for medlemmer, og jo flere medlemmer du skaffer, jo større præmier kan du få.

Et nyt medlem giver tre point, hvilket indløser chokolade eller vin, mens 15 nye medlemmer udløser et fladskærms-TV.

- Det er jo en trend, vi ser i samfundet, hvor at hvis du køber et hus, så får du en lille bil med i købet, og hvis det her kan gøre, at lidt flere interesserer sig for, at kollegaerne er med i den rigtige fagforening, så synes vi, det er værd at prøve, siger faglig medarbejderved 3F i Silkeborg, Find Poulsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han mener ikke, at den faglige kamp bliver erstattet af kapitalistiske tanker omkring det at skaffe medlemmer for gaver. Gaverne er ment som en måde til at få folk gjort opmærksomme på, at kollegaer bør være i fagforening, men fagforeningens arbejde stadig er det, der er det vigtige.

Indtil videre har ordningen givet 22 medlemmer, heraf er de 13 medlemmer skaffet af én person, som dog arbejder på en stor virksomhed, hvor der er mange ansatte uden en fagforening.

Et nyt medlem skal have betalt kontingent i tre måneder, før man får sine point.