Kalundborg vil bevare færge

Byråd vil overtale Mols-Linien til at bevare færge mellem Aarhus og Kalundborg

En Byrådet i Kalundborg vil have opgraderet motortrafikvejen til byen til en motorvej i håb om, at det kan bevare færgeruten mellem deres by og Aarhus, som bestyrelsen i færgeselskabet Mols-Linien A/S overvejer at lukke.

Det vil en delegation af byrådsmedlemmer plædere for på et møde torsdag med Folketingets trafikudvalg.

- Det er af afgørende betydning ikke bare lokalt, men også for godstrafikken nationalt, at vi fortsat har et alternativ til Storebæltsbroen, siger Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).

Det er byrådets håb, at udsigten til en motorvej skal få Mols-Linien til at droppe en lukning.

Underskud på færgerute
Færgeselskabet har isoleret set underskud på færgeruten mellem Aarhus og Kalundborg, hvor antallet af lastbiler på fem år er faldet med 110.000 til 250.000 i 2010.

En lukning af ruten Aarhus-Kalundborg vil indebære, at 800 flere lastbiler så hver dag skal over Storebæltsbroen. Og den mistede pause på færgen vil stresse chaufførerne, skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Nu står den i stedet på mere kørsel, når de skal køre over Fyn. Det vil også give ekstra pres på rastepladserne. Og hvad sker der, hvis 800 flere lastbiler skal køre over Vejle-broen?, siger faglig sekretær i 3F, Ole Thorup.