Kajakroer forsvundet
Helikopter leder efter kæntret roer
27. nov 2011, kl. 13:19
Mere end 30 dage gammel
Politiet satte tidligt søndag eftermiddag gang i en storstilet eftersøgning af en kajakroer, der er kæntret i Gudenåen syd for Silkeborg.
Midt- og Vestjyllands Politi har sat en båd og en helikopter ind i jagten på den forsvundne roer.
- Vi har fundet kajakken, som han roede i. Men kajakroeren har vi endnu ikke fundet, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge anmeldelsen er uheldet sket på Gudenåen nær adressen Horsensvej 1 i Silkeborg. Det er også her, kajakken er fundet.
- Anmelderen har fortalt, at kajakroeren skulle have reddet sig op ved egen hjælp. Men det er ikke bekræftet. Derfor leder vi stadig i området, siger vagtchefen.