Kæmpe kaniner i Rådhusparken

Enorme australske kaniner lyser op under Aarhus Festuge

Foto: Rodney Campbell

Der møder aarhusianerne et sælsomt syn, når de under Aarhus Festuge begiver sig igennem Rådhusparken i den centrale del af byen.

I tråd med festugens tema, "lys - mere lys", vil fem enorme kaniner lyse op under den store byfest i september.

Kaninerne er alle syv meter høje. En kanin står på bagben, en anden ligger henslængt i græsset, og en tredje ser sig vagtsomt omkring.

Se: Er du festugens nye direktør

Værket med titlen "Intrude" er skabt af den australske

kunstner Amanda Parer. Kaninerne bliver senere fløjet den lange vej til Aarhus, så de er klar til at blive sat op inden festugen, der begynder i slutningen af august.

Forklædt som eventyrvæsener fra barndommen bruger Amanda Parer kaninerne til at appellere til noget legende hos publikum og fremkalde minder.

- Med deres legende og overraskende tilstedeværelse i parken kan man næsten føle sig hensat til en tur i det eventyrland, som Alice drager til, og mon ikke det lysende indslag vil tale til alle børn mellem 0 og 100 år, siger Aarhus Festuges direktør, Jens Folmer Jepsen, i en pressemeddelelse.