Kabelfærge sejler igen

Udbyhøj Kabelfærge er tilbage i vandet efter en tur i dok

Udbyhøj Kabelfærge har været en tur i dok de seneste uger for at få foretaget et lovpligtigt skrogsyn.

Derudover er der lavet reparations- og vedligeholdelsesarbejde på færgen, der fredag igen var tilbage på sin faste rute i Randers Fjord.

Ifølge Svend Svendsen, der er overfartsleder ved Randers Fjords Færgefart, er turen i dokken gået efter planen, og han glæder sig over, at kabelfærgen nu atter er tilbage i fjorden.

Dog mangler der lige det sidste, før den skinner som ny.

- Vi mangler lige lidt malearbejde, men det klarer vi løbende, så den er helt færdig til påske, siger Svend Svendsen.

Mens færgen var i dok blev der henvist til overfarten Ragna Mellerup-Voer, men fra i dag, fredag, sejler Udbyhøj Kabelfærge som normalt.