Jyske Bank: Vi har ti millioner i it-firmaer

Jyske Bank meddeler, at man har engagement for ti millioner i de skandaleramte firmaer IT-Factory A/S og JMI-Invest A/S.

Det er i disse dage umuligt at åbne en avis eller tænde for en nyhedsudsendelse på tv uden at støde på navnene IT-Factory A/S og JMI-Invest A/S. De to firmaer er nemlig en del af noget, der ligner Danmarkshistoriens største svindelsag. En sag, der berører såvel kendte privatpersoner som firmaer.

Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg melder nu ud, at banken sammenlagt har et engagement i de to selskaber på cirka ti millioner kroner.

I en pressemeddelelse lyder det desuden, at man rent undtagelsesvis melder ud med et så præcist tal, fordi medier er kommet med modstridende oplysninger om, hvor mange penge Jyske Bank har haft ude at svømme.