Julemanden er arbejdsløs
Bliver sparet væk i mange familier
Det er den økonomiske krise, der har sendt efterspørgslen efter de rødklædte sæsonarbejdere helt i bund, fortæller ejeren af Danmarks største julemandsregister, Tommy Duus fra Dansk Skuespiller Katalog i Aarhus.
- Jeg lavede registeret for tre år siden, og de første to år var der ret stor efterspørgsel, men sidste år, da krisen indfandt sig, kom et dyk, og i år er det blevet endnu dybere. 90 procent af bestillingerne fra dengang er forsvundet.
- Det er især familier, der er holdt op med at hyre en julemand til festen i hjemmet, siger ejeren til DR Østjylland.
Dansk Skuespiller Katalog har 170 julemænd i registeret Dask-online. Tommy Duus vil dog beholde registeret for at være klar igen, når den økonomiske krise ebber ud.