Jørgensen: Det ser fornuftigt ud

AGFs Martin Jørgensen tror på danske chancer for EM-kvalifikation

Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

Det danske fodboldlandshold må for alt i verden ikke dumme sig ved at undervurdere Cypern om en måned. Det mener Martin Jørgensen, som ser meget lyst på kvalifikationen til EM efter tirsdagens 2-0-sejr over Norge.

- Det ser fornuftigt ud. Men der er stadig to svære kampe tilbage, og vi skal ikke undervurdere udekampen mod Cypern og tro, den er vundet på forhånd, advarer Martin Jørgensen.

Han påpeger, at den sværeste gruppekamp bliver hjemmebanekampen mod Portugal i Parken, og her er det ikke sikkert, at Danmark kan hente tre point.

- Men der er forholdsvis gode muligheder for at ende som toer i gruppen, selv hvis vi ikke formår at slå Portugal hjemme.

- Det kræver, at vi skal have fire point i de sidste to kampe, og så kan det være lige meget, hvordan vi tager dem, siger veteranen, som har spillet 100 A-landskampe i karrieren.

Fik ikke spilletid

Martin Jørgensen fik ikke noget spilletid mod Norge, og midtbanespilleren regner ikke med, at han bliver udtaget til flere landskampe.

Især fordi midtbaneduoen Niki Zimling og William Kvist gjorde det så overbevisende, og den normale anfører Christian Poulsen synes på vej tilbage på landsholdet efter skiftet til Evian.

- Jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at være skuffet. Selvfølgelig ville jeg gerne have været inde og spille. Især i en kamp der gik så godt. Men der var ingen grund til at skifte Niki eller William ud, fastslår AGF'eren.

Danmark møder 7. oktober Cypern på udebane, mens Portugal venter fire dage senere i Parken i det, der ligner en gruppefinale.