Jobcentrene i Østjylland klarer sig meget forskelligt
LO har netop offentliggjort det nye Jobcenterindeks for 1. kvartal 2010, der har målt samtlige 91 jobcentre i Danmark.
Resultaterne viser, at jobcentrene i Østjylland fordeler sig både i bund og top.
- Der er så afgjort plads til forbedringer på en lang række områder, siger Viggo Thinggård fællesformand for HK Østjylland.
- Generelt må jeg konstatere, at jobcentrene i Østjylland klarer sig meget forskelligt. De er repræsenteret både i bunden og toppen af indekset. Topplaceringerne skal findes hos Syddjurs og Norddjurs med meget flotte placeringer. Syddjurs lander på en 11 plads og Norddjurs tager en flot 2 plads, siger fællesformanden for HK Østjylland.
LO's Jobcenterindeks har målt samtlige 91 jobcentre på fem udvalgte områder:
Hvor meget uddannelse tilbyder jobcentret de arbejdsløse, hvor meget aktivering tilbyder man, hvor længe går de arbejdsløse ledige, hvor længe indvandrere er arbejdsløse, og hvor længe folk er på sygedagpenge.
Tallene viser, at Syddjurs og Norddjurs klarer sig godt, blandt andet fordi de er rigtig gode til at få indvandrere i arbejde, og derudover har de to jobcentre korte perioder for folk på sygedagpenge. I bunden af indekset finder man Silkeborg, Odder og Århus.
- Silkeborg lander på en 58. plads og Odder og Århus deles om en 68. plads. Noget tyder på, at det er meget forskelligt, hvordan jobcentrene klarer sig på de fem udvalgte områder. Sådan skal det jo helst ikke være - jobcentrene skal jo tilbyde den samme service til de ledige alle steder. Derfor må vi i de lokale beskæftigelsesråd, samt i vores løbende dialog med jobcentrene fokusere på, hvorledes indsatsen overfor den enkelte ledige tilrettelægges med sigte mod en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Viggo Thinggård.