Jaloux eksmand får 12 år for drab
En 36-årig mand fra Randers skal 12 år bag tremmer for at dræbe sin ekskone
Han havde taget to knive med sig fra sin arbejdsplads i et bageri, da han i september 2009 opsøgte sin ekskone i hendes lejlighed i Fyensgade i Randers, jog hende ud på bagtrappen og stak hende 70 gange, så hun mistede livet.
Torsdag besluttede et nævningeting ved Retten i Randers, at drabet skal straffes med 12 års fængsel.
Forsvareren har slået på, at den 36-årige bagermester Ken-Jan Mikkelsen handlede i affekt, fordi hans familie var gået i opløsning, og at han derfor kun skulle dømmes for vold med døden til følge. Men et nævningeting ved Retten i Randers har fastslået, at det var drab.
Manden tildelte den forsvarsløse kvinde over 70 stik- og snitlæsioner i halsen, i brystet og på resten af kroppen.
Kvinden, den 29-årige Bettina Mikkelsen, var mor til parrets tre mindreårige børn.
Efter dommen på 12 års fængsel tog den 36-årige betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til landsretten.