IT-system styrer valgstederne

Store besparelser på mandskab og porto

Foto: Colourbox

En ny IT-løsning udviklet af Aarhus Kommune betyder en stærk effektivisering i fordelingen af de 1000 frivillige på byens 45 valgsteder.

Tidligere var fire kommunalt ansatte beskæftiget med at lave vagtskemaer og indkalde de valg-tilforordnede, men nu klares det af to - hvoraf den ene er på halv tid.

Partierne registrerer i god tid inden valget de personer, der vil hjælpe til ved kommende valg. Herefter viser systemet, hvilke pladser, der mangler at blive bemandet. Valhalla, som systemet hedder, indhenter selv svar via e-mail hos de enkelte tilforordnede, når valget nærmer sig. Den enkelte borger bekræfter elektronisk sin deltagelse på det specifikke valgsted samt sit hverv som tilforordnet eller valgstyrer. Borgerservice skal kun kontakte de borgere, der ikke svarer direkte til Valhalla.

Opgaverne som valgstyrere og tilforordnede på afstemningsstederne bliver traditionelt varetaget af personer, som er udpeget af de politiske partier der har plads i Aarhus Byråd, og det gælder stadig. Ordningen med frivillige tilforordnede er en tilføjelse, hvor alle borgere har mulighed for at deltage ved valget.

Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice, er glad for det nye re-krutteringssystem.

- Vi ser altid på, om der er mulighed for at optimere processerne, og vi har traditionelt haft et stort forbrug af tid og penge til bl.a. porto, når vi i samarbejde med de politiske partier har skullet besætte posterne på valgstederne. Tidligere havde Borgerservice fire mand på opgaven, men med det nye system kan det nu klares med halvanden, så digita-liseringen har vist sig at have et stort potentiale," siger Lene Hartig Danielsen.

Valhalla er et open source produkt som også er blevet stillet til rådig-hed for andre kommuner. Blandt andet har Københavns Kommune vist interesse.