Isbjørnene er løs
Flere isbjørne løs i Aarhus midtby
Hvis du i morges kom forbi Park Allé i Aarhus Midtby, studsede du måske over isbjørnene, der gik rundt langs gaden.
Med sig havde isbjørnene skilte som 'Hjælp mig, mit hjem smelter' eller 'Isbjerg søges'. De forbipasserende kunne se de store hvidpelsede dyr sidde på trappetrin, ligge sovende på liggeunderlag, lede efter mad i skraldespande og uddele avisen Polar Tidende.
De pelsede dyr var selvfølgelig udklædte mennesker, som ville gøre opmærksom på isbjørnenes levevilkår i Arktis.
- Når isen i Arktis smelter, bliver isbjørnenes levevilkår meget vanskelige, og vi er nødt til at gøre noget, inden det er for sent. Derfor har vi i samarbejde med Coca-Cola valgt at vække danskerne med denne lille happening, der forhåbentligt får folk til at forstå problematikken og hjælpe os med at bevare isbjørnene og deres hjem i Arktis, forklarer pressesekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg i en pressemeddelelse.
Det er Verdensnaturfonden og Coca-Cola, der står bag eventen, der er startskuddet til den internationale kampagne, Arctic Home.
Kampagnens formål er at indsamle penge til Verdensnaturfondens arbejde i Arktis.