Irming glæder sig over konkurrents succes
Århus Håndbolds Kasper Irming må pleje en skulderskade, mens konkurrenten til højre back på landsholdet har stor succes til VM
Før håndbold-VM i Sverige blev fløjtet op, lod landstræner Ulrik Wilbek de to tidligere holdkammerater i det daværende Århus GF Kasper Irming og Kasper Søndergaard duellere om den ledige plads på højre back.
Duellen blev dog afblæst, da Kasper Irming fik en skulderskade og måtte melde fra til slutrunden. Kasper Søndergaard fik pladsen og har haft stor succes ved VM, hvor han med 28 mål indtil videre er Danmarks næstmest scorende spiller. Særligt efter sejren over Kroatien fik den venstrehåndede bagspiller stor ros.
Men der er ingen bitterhed hos Kasper Irming, der glæder sig over kammeratens gode præstationer.
- Det virker til, at han for alvor har fået sit gennembrud, og det under jeg ham. Jeg tror det har fjernet noget forventningspres fra hans skuldre at vide, at han kunne komme lidt fra baghjul, og folk ikke havde de store forventinger til ham, siger Kasper Irming til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kasper Søndergaard spiller nu i Kolding, men skifter til Skjern efter denne sæson.