iPads til børnehavebørn
Store smil i storbørnsgruppen
20 børn i Børnehaven Vennelund i Odder fandt i dag det helt store smil frem. De modtog nemlig alle hver en iPad mini.
Odder Kommune har nemlig startet et pilotprojekt for at støtte den digitale overgang fra børnehave til skole.
- Vi vil gerne have at overgangen fra børnehave til skole bliver mere blid og her kan iPad'en være et godt værktøj, siger it-konsulent Rikke Thonbo.
Børnehavebørnene skal samarbejde med skolebørn i 0. klasse ved hjælp af forskellige programmer og projekter. På den måde bliver overgangen til skolen en fortsættelse af det, børnene kender fra børnehaven. Og lærerne kan fortsætte der, hvor pædagogerne slap.
I pilotprojektet er det kun børnehaven Vennelund og Vestermarkskolen der deltager, men it-konsulent Rikke Thonbo håber på, at projektet vil give Odder Kommune gode og brugbare erfaringer, som kan tages i brug på alle kommunens skoler.