Ingen penge til Lisbets drenge

Århus Kommune nægter at udbetale børnetilskud, selvom politiet siger, at Lisbet Nielsen er død

Selvom Østjyllands Politi er sikre på, at den forsvundne operationssygeplejerske Lisbet Nielsen er død, nægter Århus Kommune at udbetale børnepenge til hendes efterladte børn.

Normalt har børn under 18 ellers krav på børnetilskud, når de mister deres mor eller far- fordi familien mister en indkomst. Men Århus Kommune holder fast på, at de vil se en dødsattest, før de vil udbetale en krone til Lisbet Nielsens drenge på 15 og 17 år. Det skriver Ekstra Bladet.

Det koster børnene 7.020 kroner i kvartalet - 28.080 kroner om året. Og der er ingen udsigter til at de efterladte børn vil se nogen penge foreløbig. Myndighederne skriver nemlig først en dødsattest på en forsvundet person, når vedkommende har været væk i fem år.

Østjyllands Politi har ifølge avisen to gange givet kommunen en skriftlig erklæring på, at efterforskerne er sikre på, at Lisbet er død - dræbt af sin ekskæreste, der to gange tidligere har dræbt sine ekskærester. Men Familieydelsen i Århus Kommune holder fast i, at uden en dødsattest, kan der ikke udbetales en snus.

Lisbet Nielsens ekskæreste, Bjarne Østergaard Madsen, begik selvmord i Århus Arrest mens han sad varetægtsfængslet sigtet for drabet på hende. Det skete samme dag som Ekstra Bladet kunne fortælle, at han to gange tidligere havde dræbt sine kærester.

Hvis han kendte Lisbet Nielsens skæbne - og det er politiet overbevist om, at han gjorde - så tog han hemmeligheden med sig i graven.