Ingen medaljer til danskerne
De danske ungdomssejlere måtte undvære medaljerne ved VM i Århus. Lokalt medaljehåb kunne næsten dufte bronze.
Danmark havde hjemmebane-fordel på Århus-bugten, men lige meget hjalp det de mange sejlere ved det netop overståede VM for ungdomssejlere.
Stævnets sidste sejladser blev afviklet i dag, og der stod det klart, at der ikke kom danskere på podiet, selvom flere havde en reel chance for medaljer.
Århusianske Thorbjørn Schierup i Laser-jollen havde mulighed for at hente bronze, da han mod slutningen af sejladsen var han oppe som nummer 3 og kun manglede at få en båd mere mellem sig selv og den samlede treer, Sam Meech fra New Zealand.
Han kæmpede hårdt, men i forsøget på at presse båden op i fart tildelte juryen ham hans andet gule flag for at pumpe, og han måtte derfor forlade sejladsen.
- Jeg kan se, at jeg nu simpelthen skal give den alt, hvad jeg har i mig, for det er i den her slags situationer, hvor man bare skal presse sig selv og båden til grænsen. Men desværre for mig vurderer juryen altså, at jeg går over grænsen. Lige bagefter kiggede jeg mig omkring og tænkte bare 'nå, var det så det', og så var jeg helt grædefærdig, lyder det fra Thorbjørn Schierup.
Århus-sejleren sluttede på en fjerdeplads, og guldet gik til Cypern.