Importerer engelsk affald
Beboere i Horsens skal varme sig med affald fra England
24. nov 2011, kl. 14:17
Mere end 30 dage gammel
Fremover skal fire lastbiler lastet med brændbart affald dagligt tage turen fra England til Horsens Kraftvarmeværk.
De nye affalds-transporter skyldes, at kraftvarmeværket i Horsens fra nytår mister 25.000 ton affald fra Hedensted Kommune, der i stedet sender sit affald andre steder hen.
Driftschef på Horsens Kraftvarmeværk Karsten Thiessen erkender, at transporterne med affald fra England er dyrere end den gamle affaldsordning med Hedensted Kommune.
- Men vi må jo så spare på vedligehold og den slags i en periode. Vores aftale er lagt fast, og vi må ikke lade priserne stige på varmen, siger han til Horsens Folkeblad.