Ildsjæl forlader livsværk
Den sociale iværksætter, Brian Sørensen, forlader sin forening Sindslidendes Vilkår
Brian Sørensen, også kendt som Årets Østjyde 2006, startede som frivillig i foreningen Sindslidendes Vilkår i 1999, og har siden været med til at opbygge foreningen, som står bag flere aarhusianske væresteder for psykisk syge.
Gennem årene har Sindslidendes Vilkår taget initiativ til adskillige sociale projekter til gavn for psykisk syge, og foreningen tæller i dag ca. 235 forskellige mennesker.
De sidste to år har Brian Sørensen stået i spidsen for bekæftigelsesprojekter og socialøkonomiske virksomheder, som har sikret, at i alt 57 psykisk sårbare mennesker er kommet ud i et job på særlige vilkår, eller de er startet på en uddannelse.
Livsværk kan smuldre
I erkendelse af, at hans livsværk kan risikere at smuldre fra hinanden og finanskrisen kan hive gulvtæppet væk under Sindslidendes Vilkår, har han valgt at træde tilbage og tage de økonomiske udfordringer med sig. Brian Sørensen begrunder sin beslutning sådan:
- Der går længere og længere tid mellem Socialministeriets udmeldte puljer, og det bliver samtidig mere og mere vanskeligt, at få hul igennem til dem. Det har helt konkret bragt mig i en paradoksal situation, hvor jeg nu står uden lønnet job, men stadig arbejder 80-90 timer om ugen, på at få udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet, udtaler Brian Sørensen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Brian Sørensen forlader Sindslidendes Vilkår efter 12 år.