Ildebefindende årsag til uheld

Bybus i Aarhus kørte galt, fordi chaufføren fik det dårligt

Foto: Lea Vosegaard Als

Både passagerer og buschauffør slap i går eftermiddag med skrækken, da en bybus i Aarhus kørte ind i flere parkerede biler.

Midt i myldretrafikken mistede chaufføren pludselig herredømmet over bussen og fortsatte ind i tre parkerede biler, inden bussen til sidst endte i noget buskads.

Se også: Bybus kørte galt i Aarhus

I går lød den foreløbige melding fra Østjyllands Politi, at buschaufføren havde fået et ildebefindende. Den teori kan Busselskabet Aarhus Sporveje i dag endeligt bekræfte, fortæller Torben Høyer, til TV 2 | ØSTJYLLAND:

- Han fik et ildebefindende. Jeg har snakket med ham i går aftes og i dag. Han har det heldigvis godt, siger han.

Uheldet skete ved Hasle Torv klokken 15.24 .På det tidspunkt var der omkring 20 passagerer i bussen. En del af dem var børn og pædagoger, som alle blev kørt til undersøgelse på skadestuen.

- Vi rekvirerede en erstatningsbus, som lige var i nærheden og kørte derhen, fortæller direktør Torben Høyer.

Den pågældende buschauffør er ifølge busselskabet stadig indlagt til sygehuset, hvor det skal undersøges, hvorfor han pludselig fik det dårligt.

Busselskabet Aarhus Sporveje vil i løbet af i dag udsende en meddelelse om uheldet på sin hjemmeside, der opfordrer passagerer fra bussen til at henvende sig, hvis de pludselig oplever gener som følge af uheldet.