Ild og røg i gaderne

Lang tids asfaltarbejde er slut

1 af 5

Natteravne i Aarhus har de sidste fem uger set et underligt væsen kravle rundt på gaderne i ly af mørket. Med ild og tænder har det spist slidte vejbaner og efterladt frisk asfalt som eneste synlige spor.

Det er en såkaldt Remixer fra asfaltfirmaet Inreco, der har vedligeholdt de store indfaldsveje til byen.

- Forrest kører tre gasbrændere, der varmer vejen op med og så fjerner en maskine 3,5 cm af vejen og lægger det ned igen, når det er blandet med frisk asfalt, forklarer Per Petersen fra Inreco.

Stort arbejde

Slangen kan opfriske 200 meter asfalt i timen. Derfor har det taget fem uger at nå hele Aarhus rundt.

- Det var en af de større opgaver at tage det meste af Aarhus. Og så går det bare lidt langsommere, når vi skal arbejde om natten, siger Per Petersen.

Natten til mandag blev den ilsprudende slange færdig med sin opgave i Aarhus, da Grenåvej fik lagt en ny støjreducerende belægning.