Hvor bliver målene af?

Målløse SIF sætter rekord

02:13

1 af 2

Oprykkerne fra Silkeborg IF er fortsat uden mål i denne sæson af Superligaen, hvor der er spillet fem runder.

Det betyder, at holdet er at finde på den forkerte side af nedrykningsstregen. Senest tabte Silkeborg IF med 2-0 på udebane mod FC Vestsjælland.

De mange målløse minutter giver også klubben en rekord: Rekorden for den klub i Superligaens historie, der har startet en sæson med flest målløse minutter.

- Det er ikke alle rekorder, der er lige sjove at have, og denne her ville vi gerne have været foruden. Men nu står vi med den, og så må vi ændre på tingenes tilstand, for vi kan ikke gøre om, hvad der er sket, siger Jesper Sørensen, der er cheftræner i Silkeborg IF.

Han har ikke planer om revolutionerende ændringer i startopstillingen, derimod skal der arbejdes med spillernes mentalitet for at undgå gummiben.

- Det kan sagtens snige sig ind, men det kommer ikke til at gavne os, det kommer ikke til at hjælpe os, og det er klart, at det skal vi forsøge at undgå, men det er nemt for mig at stå og sige. Det er langt værre i en kampsituation, hvis man har brændt en chance, får man nemt den tanke: Åh nej, ikke igen, siger Jesper Sørensen.

Silkeborg IF har i de første fem runder af Superligaen hentet to point. Det er det færreste antal af alle holdene, og klubben er derfor placeret på sidstepladsen.

Den skal Silkeborg IF forsøge at komme væk fra søndag den 31. august, hvor de forsvarende mestre fra AaB kommer til Silkeborg.

Du kan se mere om Silkeborg IFs dårlige start på Superligaen i indslaget over artiklen.