Hver tiende århusianer er indvandrer
Næsten hver tiende århusianer er indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra ikke-vestlige lande. I Randers er det kun én ud af 25.
Næsten hver tiende indbygger i Århus - 9,6 procent - er enten efterkommere af indvandrere eller selv indvandret fra ikke-vestlige lande.
Det viser den nye udgave af 6-by nøgletalsrapporten, som sammenligner blandt andet befolkningstal og økonomi i Danmarks seks største byer.
Rapporten viser, at andelen af indvandrere i de danske storbyer varierer en del fra by til by og fra aldersgruppe til aldersgruppe.
I København er hver syvende borger fra udlandet, mens det i Århus og Odense er lidt færre end hver tiende indbygger indvandrere. I Randers udgør indvandrere 3,9 procent af den samlede befolkning. Det svarer til mindre end én ud af 25.
Blandt byernes ældste - dem, der er over 74 år - er der ganske få indvandrere, mens der bor væsentligt flere børn og unge med indvandrerbaggrund i de store byer.
Således er mere end hver fjerde københavner mellem syv og 16 år indvandrer, mens andelen af indvandrere i samme aldersgruppe er cirka 16 procent i Århus og Odense, cirka syv procent i Aalborg og Esbjerg og godt fem procent i Randers.