Hvepse holder skadestuen i gang

Skanderborg Festivalens Skovskadestue har haft nok at lave. Især hvepse og alkohol har skabt problemer.

Søndag eftermiddag er der kø foran Skovskadestuen.

En hurtig rundspørge afslører, at det overvejende handler om hvepsestik og mangel på plastre lige nu og her.

De 12 læger og omkring 50 sygeplejersker, der er tilknyttet Skovskadestuen på festivalpladsen, melder om en travl festival, hvor netop hvepsene har været ude med broden til stor gene for mange festivalgæster.

Ellers har der været adskillige tilfælde af folk, der har fået for meget at drikke. Enten for meget eller alt for meget.

På skadestuen er der plads til at observere de meget berusede patienter, ligesom man også tager god hånd om dem, der bliver bragt ind og måske er voldsomt på virket af stoffer.

Læge Flemming Sørensen fra Ry er med på holdet for første gang.

- Vi modtager folk med hvepsestik, vabler, medicinske lidelser, og så er der meget, der har med alkohol at gøre. Vi registrerer folks besøg, men vi arbejder ud fra devisen: Er det noget en mor kunne klare med et plaster, så skriver vi ikke journal, fortæller han.

Beredskabet er dog langt større på festivalen

Flemming Sørensen fortæller, at der ved hvert backstage-område er et hold parat, ligesom der er et såkaldt bårehold, som består af en medicinstuderende og to løftere.

Deres opgave har i de seneste dage været at bringe de tilskadekomne eller syge festivalgæster ned til Skovskadestuens modtagelse.