Hvem vinder Det Gyldne Bækken?

De studerende fra medicin er favoritter til at løbe med sejren, når der i dag, fredag, dystes om Det Gyldne Bækken

Igen i år kæmpes der om Det Gyldne Bækken, når studerende dyster i kapsejlads i Aarhus Universitetspark foran op mod 20.000-25.000 tilskuere.

Sidste år sejlede de studerende fra statskundskab sig til sejren, da de var hurtigst på vandet og til at drikke øl.

Dysten går ud på at krydse søen i universitetsparken i en oppustelig kajak, bunde en øl, dreje 10 gange om flasken og derefter komme tilbage over søen og give stafetten videre til næste deltager. Fire hold kæmper ad gangen, inden den store finale afslutter festen.

Vanen tro har bookmakerne åbent for spil på, hvem der klarer kapsejladsen bedst og på trods af, at de medicinstuderende fra Umbilicus sidste år blev slået af statskundskab, er de favoritter til at vinde den Det Gyldne Bækken hos flere bookmakere.

Se: Statskundskaberne vandt

Hos spiludbyder bet25 giver det pengene 2,40 gange pengene igen, hvis Umbilicus vinder, mens Psykologi er den næststørste favorit til odds 5,40.

Lykkedes det derimod for Tågekammeret, Det Naturvidenskabelige Fakultet, at vinde, giver det pengene 525 gange igen.

Allerede tidligt fredag morgen er de første morgenfriske mødt frem i parken ved Aarhus Universitet for at få en god plads og starte festen.

Udover selve kapsejladsen vil der være forskellige musikere, der optræder, ligesom der vanen tro er nøgenløb rundt i parken. Festlighederne styres af Simon Jul og Rasmus Bjerg, der er konferenciers.