Hvalhjerte for stort til scanning
Vejle-hvalens kæmpehjerte vist frem for patienter på Skejby Sygehus. Hjertet er for stort til sygehusets scannere.
Finhvalen, der strandede i Vejle Fjord, er blevet spredt for alle vinde, mens forskerne undersøger det store dyr. Hjertet er foreløbig endt på Skejby Sygehus, hvor hjertekirurg Morten Smerup vil scanne hjertet i forsøget på at skaffe ny basisviden om hjerter hos pattedyr og få inspiration til behandling af mennesker. Hvaler og mennesker har nemlig i hvert fald et fysiologisk fællestræk: Vi har samme blodtryk.
Hjertet opbevares i formalin for at præservere det, så det ikke rådner. Men i dag fik patienter og fremmødte pressefolk kortvarigt lejlighed til at se hjertet udenfor formalin-tanken.
Hjertekirurgen var allerede under udtagningen af hjertet på havnen i Vejle bekymret for, om hjertet kunne være i hospitalets scannere. Og han fik ret: Det er så stort, at det hverken kan være i sygehusets MR-scannere eller CT-scannere. Lægerne overvejer nu at skære hjertet op i mindre stykker og scanne stykkerne et ad gangen.
Hvalhertet vejer nemlig 200 kilo. Til sammenligning vejer et menneskehjerte cirka 350 gram.
Se tv-indslag om det store hvalhjerte i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30