Hundredvis af falske check i omløb
En 27-årig mand blev i dag varetægtsfænglet i Silkeborg, sigtet for dokumentfalsk. I forvejen har politiet anholdt flere i samme sag.
Kriminalpolitiet i Silkeborg er ved at optrevle en stor sag om stakkevis af falske checks. Flere er anholdt i sagen, og i dag blev en 27-årig mand fra Silkeborg varetægtsfængslet frem til den 3. februar.
Manden og hans 18-årige veninde blev anholdt i Næstved tirsdag med 130 falske check i bilen. Begge fik opretholdt deres anholdelse i 3 x 24 timer. Og i dag blev manden altså fremstilles i grundlovsforhør og fængslet, mens veninden blev løsladt.
I forvejen har Silkeborg Politi 20 falske checks liggende. Og en 21-årig mand er varetægtsfængslet frem til den 3. februar, mens en 45-årig mand er sigtet, men løsladt.
- Vi ved ikke, hvor mange checks, der er forfalsket. Men det er formentligt flere hundrede, siger kriminalinspektør Carsten Thostrup til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Flere butikker og banker har siden midt i december modtaget falske checks på 3000, 6000 og 24.000 kroner. Falskneriet er foregået ved, at gerningsmændene har købt en check på fx 3000 kroner i banken. Hjemme har de så scannet - kopieret - chekene ved hjælp af en computer.
Politiet mener, at checkene cirkulerer hos folk, der kender hinanden - med tilknytning til narkomiljøet.