Hundrede hunde til Haiti

Elever har syet tøjdyr til jordskælvsramte børn

37 børn på børnehjemmet Notre Dame des Victoires på Haiti har i denne uge fået gaver helt fra Danmark.

Nærmere bestemt gaver fra 5.a på Skovbakkeskolen i Odder, der for to år siden rakte en hånd ud til de mange børn på Haiti, der fik slået deres liv itu, da det enorme jordskælv slog ind over øen.

Eleverne i Odder gik i gang med at sy - 100 hjemmelavede tøjhunde i alverdens farver udstyret med elevernes navne og hjerter med ordene "I love you".

- Vi snakkede om, hvor frygtelig katastrofen var, og vi blev enige om at hjælpe. Vi snakkede om, at noget af det, man har brug for, når man er et bange barn, er et tøjdyr, man kan kramme, siger Helle Busk, der er 5.a's tidligere klasselærer.

Godt to år efter er tøjdyrene nu nået Haiti, hvor børn på børnehjemmet Notre Dame des Victoires denne uge kunne modtage gaven fra Odder.
Eleverne på Skovbakkeskolen blev samlet og overrasket med billeder helt fra Haiti, hvor de endelig kunne se deres tøjdyr i armene på glade børn på børnehjemmet.

- Det var fantastisk at se deres smil på billederne. Det er godt, at de nu har noget, de kan eje og kaste deres kærlighed på. Det føles godt at gøre dem glade, siger 13-årige Sinan Yuce, der nu går i 7.a på Skovbakkeskolen.