- Hun var lidt af et livsstykke

Godsejer og ildsjæl, Vivi Frederiksen, er gået bort

27:39

1 af 2

Ebeltoft og Fregatten Jylland har mistet en af sine rigtig gode venner.

Det fortæller Benno Blæsild, som er direktør for Fregatten Jylland, i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han har i påsken modtaget den triste nyhed om, at sin mangeårige ven og ejer af Lyngsbækgård Gods ved Ebeltoft, Vivi Frederiksen er gået bort.

Hun var enke efter den tidligere skibsreder Per Henriksen, men havde igen fundet kærligheden og boede indtil sin død sammen med sin mand Henrik Frederiksen på deres store herregård nær Ebeltoft Vig.

Se også: Et lille kongerige

Vivi Frederiksen var uddannet teaterskrædder og har syet både dronning Margrethes og prinsesse Benediktes brudekjoler. På Fregatten Jylland kan man også finde flere af hendes kreationer i form af matrosdragter.

Benno Blæsild har kendt Vivi Frederiksen, siden han i sin tid blev udnævnt som direktør for Fregatten Jylland. Han husker særligt én episode, som gjorde indtryk:

- Da jeg tiltrådte på Fregatten Jylland, havde hun syet to gigantiske flag med portrætter af Jørgen Petersen (tidligere direktør, red.) og mig, som hun ville hænge op i stormasten. Det viser lidt om, hvilket livsstykke hun var, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gennem årene har Vivi Frederiksen sat sit markante aftryk flere steder i Østjylland - særligt gennem en lang række restaureringer af bygningsværker.

En af de seneste var Mols Kroen, hvor alle værelser blev moderniseret, nyt køkken blev indrettet, og hele bindingsværket gennemgik en omfattende renovering.

Også flere gange har Fregatten Jylland modtaget pengebeløb til istandsættelse, men aldrig, fordi de bad om det, fortæller Benno Blæsild:

- Hun ringede en dag til mig og sagde: "Fyrskibet ikke ser for godt ud. Her er 500.000 kroner, så kan I vist klare det værste". Det var sådan hun var. Normalt skal man søge om penge hos for eksempel fonde, hvis man trænger, men sådan var det ikke med Vivi.

Vivi Frederiksen blev født i 1943.

Du kan se eller gense portrættet af Vivi Frederiksen og hendes mand Henrik Frederiksen fra programmet 'Gods og Gummistøvler' i videoen øverst i artiklen. Her kan du se nogle af de projekter, som den nu afdøde godsejer har været med til at restaurere.