- Hov, du har tabt 50 kroner!
Ældre kvinde blev udsat for tricktyveri i butik
En tilsyneladende venlig henvendelse fra en anden kunde udviklede sig tirsdag eftermiddag til, at en 67-årig kvinde fik stjålet sit dankort.
Tyveriet skete, da kvinden var i færd med at betale for sine varer i en butik på Gudrunsvej i Brabrand. Mens hun var ved at indtaste sin pinkode, blev hun prikket på skulderen af en ukendt mand.
Manden distraherede kvinden ved at sige, at hun havde tabt en 50-krone seddel på gulvet, og den 67-årige kvinde bukkede sig derfor ned for at samle sedlen op.
- Efterfølgende var kvindens dankort fjernet fra terminalen. Dankortet blev kort efter misbrugt i en hæveautomat, oplyser Østjyllands Politi.
Den ukendte mand beskrives som almindelig af bygning, mellemøstlig af udseende, 50-55 år gammel og cirka 170 centimeter høj. Han havde sort hår og tyndt overskæg.