Horsens vinder over Brøndby
Horsens holder liv i Brøndbys krise
AC Horsens holdt mandag liv i Brøndbys krise i Superligaen, da træner Johnny Mølbys mandskab vandt med 1-0 på Brøndby Stadion.
Martin Spelmann scorede sejrsmålet for gæsterne, der i store dele af kampen udspillede værterne, der ellers mødte op med en frisk sejr over FC København i sidste spillerunde.
AC Horsens var langt mere pågående og havde held til at tryne Brøndbys bagkæde med et rystende usikkert makkerpar i Clarence Goodson og Daniel Stenderup.
Efter mange halve og hele chancer gik det til sidst galt, da store Henrik Toft fandt Spelmann med en hurtig aflevering. Måske var der offside, men Spelmann kunne nemt bringe gæsterne i front, da han var alene igennem overfor Brøndby-målmand Michael Tørnes.
Gilberto Macena og Jeppe Mehl havde senere store chancer til at øge AC Horsens' føring og fratage Brøndby alle håb om point. Modsat Horsens havde værterne svært ved at skabe noget som helst.
For det meste mistede Brøndby-spillerne bolden inden, de nåede midterlinjen på grund af et aggressivt pres fra gæsterne. Nogle få gange lykkedes det at komme længere frem, men Brøndby gjorde det svært for sig selv. På midtbanen smed Ajilore Oluwafemi for mange bolde væk, og så var der for få, der løb med frem.
Største chance tilfaldt Mikkel Thygesen efter et kvarter, hvor han modtog en aflevering fra Michael Krohn-Dehli, drejede rundt om sig selv og afsluttede lige på Horsens-keeper Søren Jochumsen.
I slutfasen forsøgte Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl sig et par gange, men det lykkedes ikke at ryste gæsterne.
Sejren betyder, at Horsens rykker op på Superligaens femteplads med 26 point. Brøndby har 17 point på 10.-pladsen.