Horsens-talent korsbåndskadet

Joakim Momme ude på ubestemt tid på grund af korsbåndsskade

Foto: AC Horsens

19-årige Joakim Momme fra AC Horsens må se til fra sidelinjen i det næste lange stykke tid, efter han i en U19 kamp mod B93 har pådraget sig en korsbåndsskade.

- Jeg pådrog mig skaden i en harmløs situation. I en helt almindelig løbeduel sparkede jeg bolden væk, og umiddelbart gjorde det rigtig ondt i knæet. Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men det strejfede mig slet ikke, at det var alvorligt. Jeg blev øjeblikkeligt skiftet ud, men vi besluttede at tage tilbage til Horsens, inden jeg skulle på sygehuset, siger Joakim Momme til AC Horsens' hjemmeside.

Han fortsætter:

- Umiddelbart troede lægen, at det var et forstuvet ledbånd, men bagefter var vores fysioterapeut Uffe Hansen betænkelig ved den hævelse, der var omkring knæet. Vi fik foretaget en scanning, og den viste, at korsbåndet var revet over. Det var en knuser uden lige at få den besked, for det havde jeg slet ikke set komme.

Seks måneders pause

Nu venter der en lang pause for den unge spiller, der skiftede til AC Horsens i sommer.

- Nu går der mindst en måned, inden hævelsen fortager sig. Først derefter kan det blive opereret, og så venter der en lang pause fulgt af genoptræning. Ofte tager det seks måneder, men det kan desværre også sagtens vare længere tid. Jeg er selvfølgelig virkelig ked af og træt af det her, men jeg er nødt til at få det bedste ud af det, så jeg kommer videre fra det, siger Joakim Momme, der på det seneste har spillet sig tættere på 1. holdet på det seneste.

- Jeg har udviklet mig kolossalt meget i denne sæson, og jeg har hele tiden fået positive tilbagemeldinger fra Bo Henriksen og den øvrige stab. Jeg var inde i en god periode, og jeg føler, at jeg var tættere på spilletid end nogensinde tidligere i sæsonen, da det her uheld indtraf. Det er så uheldigt og bittert, som det overhovedet kan være, siger Joakim Momme.

AC Horsens ligger på femtepladsen i 1. division otte point fra en oprykningsplads, og Bo Henriksens tropper skal på fredag på udebane møde oprykkerne fra Skive klokken 19.00.