Horsens kostede Brøndby fridage
Der blev råbt højt i omklædningsrummet i pausen
Brøndby-træner Auri Skarbalius er så skuffet over mandagens 0-1-nederlag til AC Horsens, at han har valgt inddrage to fridage i denne uge.
De skal i stedet bruges til at forberede spillerne til årets sidste kamp mod HB Køge.
- Vi havde to fridage, men de er blevet inddraget. Vi skal gøre os klar til HB Køge-kampen, fastslår Auri Skarbalius.
Efter at Brøndby i sidste spillerunde slog topholdet FC København med 2-1 var der ikke meget, der fungerede mod AC Horsens. Specielt ikke før pausen.
- Der blev råbt højt i pausen, og det er jeg ked af. Jeg er normalt et fornuftigt menneske, og jeg regner med, at når man er enige om noget, så bliver det udført. Det blev det ikke i dag.
- Vi lavede rigtig mange tekniske fejl i første halvleg. En gang imellem har man en dag, hvor man ikke rammer sine medspillere, men så skal man løbe alt, hvad man kan.
- Jeg kan ikke acceptere, at vi ikke giver alt, hvad vi har. Vi skal vinde flere nærkampe og have mere løbevillighed. Og det blev trods alt bedre i anden halvleg, forklarer Brøndby-træneren, som også tager sin del af ansvaret.
- Jeg er ikke sur på dem. Det er lige så meget min skyld, at de ikke præsterede i dag. Jeg har ikke været dygtig nok til at forberede dem og vise dem, hvad de skulle gøre.
Brøndby ligger tredjesidst i Superligaen med 17 point efter lige så mange spillerunder.