Horsens beholder voldsdømt spiller
AC Horsens-spilleren Nabil Aslam er blevet dømt for vold. Klubben vælger dog at give ham en ekstra chance
Vestre Landsret stadfæstede torsdag byrettens dom mod AC Horsens-spilleren Nabil Aslam, som i byretten blev fundet skyldig i vold og idømt 30 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste.
AC Horsens har dog besluttet at beholde spilleren.
- Vi tager naturligvis skarpt afstand fra alle former for vold. Det her er en meget alvorlig lærestreg for Nabil Aslam, der som superligaspiller er rollemodel for mange unge mennesker. Men sagen har en meget speciel karakter, hvilket også kom til udtryk i Vestre Landsrets dom, og derfor har vi besluttet at give ham en ny chance, så dommen får ikke indflydelse på hans ansættelsesforhold i AC Horsens, siger klubbens direktør, Henrik Ravn, til AC Horsens' hjemmeside.