Hønsemøg giver strøm

Nyt projekt vil udvinde energi fra møg

02:44

1 af 2

Fremover skal høns ikke blot lægge æg, nu skal de skal også lave strøm.

Det er tanken bag et nyt og opsigtsvækkende projekt, som en landmand i Horsens har udtænkt sammen med en lokal maskinfabrik.

Og kort fortalt går det ud på, at hønsemøg skal blive til strøm.

- Vi producerer dagligt 16 tons hønsemøg, og det er den mængde møg, vi gerne vil konvertere til elproduktion. Og vi skal kunne lave cirka halvanden million kilowatt om året af det her møg, siger Lars Bojsen, der er ægproducent ved Horsens.

Teknologien bag hedder termisk forgasning.

- Det energiudbytte, vi får, er væsentlig højere. Op til 30 procent større end i et biogasanlæg, fordi vi kan udnytte alt brinten, siger Jørgen Krabbe, der er partner i Maskinfabrikken Frichs A/S.

Projektet har fået 600.000 kroner i støtte fra statens Grønne Omstillingsfond.

Anlægget forventes at stå klar til foråret, og det vil kunne producere så meget strøm, at det svarer til 300 familiers årlige forbrug.

Du kan se mere i indslaget over artiklen.