Hollænder fra Brøndby til Randers

Remco van der Schaaf indgår to-årig kontrakt

Træner i Randers FC Michael Hemmingsen: Schaaf har erfaring på allerhøjeste niveau

Den 32-årige hollandske forsvarsspilller Remco van der Schaaf har indgået en to-årig kontrakt med Randers FC, efter at hans lejeaftale med Brøndby og permanente aftale med Burnley begge udløb den 30. juni. 

- Vi får en spiller, der kommer med erfaring fra det allerhøjeste niveau, både herhjemme og fra Holland. Remco er en spiller, der er garant for den rigtige indstilling og tilgang til kampene. Vi håber og tror, at han kan være med til at gøre os endnu mere stabile med sin blanding af klarhed, kynisme og ro, udtaler Michael Hemmingsen.

Efter et par år med et solidt kendskab til dansk fodbold glæder Remco van der Schaaf sig til at fortsætte karrieren i Danmark, også selv om det bliver på et niveau lige under Superligaen:

- Jeg har ingen bekymringer om at skulle spille i 1. division. Klubbens ambition er at vende tilbage til Superligaen så hurtigt som muligt, og den proces vil jeg gerne være en del af. Jeg har fået et godt tilbud af Randers FC og er blevet godt behandlet, så jeg er glad for at have underskrevet en aftale med klubben. Og jeg glæder mig allermest til at komme i gang med at spille for Randers FC, siger Remco van der Schaaf, der indleder træningen i Randers FC den 7. august.