Hold nu op, Nicolai

Fynsk gruppeformand vil ikke høre mere brosnak

Nicolai Wammen tager broplanerne op i TV 2 | ØSTJYLLAND

Socialdemokraternes gruppeformand på Christiansborg er langt fra begejstret over, at den tidligere aarhusborgmester og næstformand i partiet, Nicolai Wammen, er gået i pressen med løfter om, at Socialdemokraterne vil fremrykke beslutningsgrundlaget for en Kattegatbro.

Kattegatbroen er ifølge socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, særdeles upopulær hos de fynske socialdemokrater.

Fyens Stiftstidende kan fortælle, at Carsten Hansen dagen efter broløftet ringede til Nicolai Wammen og "skærpede retorikken" og bad ham skrue ned for brosnakken:

- Jeg ringede og sagde: Hold nu op, Nicolai. For pokker mand, du rejser hele Fyn og Sønderjylland og halvdelen af Sjælland imod det her. Det ender i kamp mellem landsdelene. 
Det fortæller Carsten Hansen til Fyens Stiftstidende.

Nicolai Wammen afviser, at der er blevet talt med store bogstaver i telefonen:

Han betegner telefonsamtalen som en "gensidig åbenhjertig samtale" og vil ikke høre tale om, at han skulle være blevet banket på plads af partiets gruppeformand.

Han siger til JP Århus, at han tegnede partiet, da han gik ud med planerne om at fremrykke beslutningsprocessen.

- Det er partiets holdning i går, i dag og i morgen, siger han til avisen.

- Og det er også den holdning, som Helle Thorning-Schmidt gav udtryk for i går. Min linje er den partiet står for.