HK: Århus Kommune bør droppe Fitness World

Der er wild-west-tilstande i fitness-kæden Fitness World. Derfor bør Århus Kommune droppe aftalen med kæden, mener fagforening.

Fitnessinstruktører skal ikke svede for 110 kroner i timen uden at få tillæg for aften- og weekendarbejde eller løn under sygdom eller barsel. Det mener HK/Privat og HK/Kommunal.

Som det nyeste tiltag i konflikten med landets største fitnesskæde, Fitness World, opfordrer de to fagforeninger nu deres 2.200 tillidsrepræsentanter i virksomheder og kommuner over hele landet til at kræve, at arbejdspladsen vælger andre fitnesskæder som frynsegoder.

Håbet er, at det vil presse Fitness World til at indgå en overenskomst for medarbejderne, skriver metroXpress.

- Fitnessbranchen har vokset sig stor hurtigt og har brug for ordnede forhold i stedet for 'wild west'-agtige tilstande. I Fitness World er forholdene elendige i en helt ekstrem grad, og derfor opfordrer vi nu alle vores tillidsrepræsentanter til, at man på deres arbejdspladser laver firmaaftaler med en anden fitnesskæde end Fitness World, siger Bjarne Nielsen, der er næstformand i HK/Privat, til metroXpress.

Han forklarer, at store kommuner som København og Århus har aftaler med Fitness World, og at det derfor vil kunne mærkes, hvis det lykkes at opsige kontrakterne. Men direktøren i Fitness World, Per Lyngbak Nielsen, ryster ikke ved den udsigt:

- Det er et usædvanligt træk at tage, før vi skal mødes og forhandle. Men hvis Fitness World ikke lever op til, hvad der er kutyme for medarbejdere i fitnessbranchen, bliver der selvfølgelig lavet om på det - med eller uden HK. Jeg er dog aldrig blevet mødt af en utilfreds medarbejder, og gennemsnitslønnen for vores holdinstruktører er altså over 200 kroner i timen.

Tirsdag mødes parterne, og hvis det ikke lykkes at indgå en overenskomst, har HK varslet konflikt på torsdag.

Kilde: metroXpress