Hjørnebanden gik viralt: Det har video betydet for Aarhus Fremad
Viral video har sat Aarhus Fremad (tilbage) på landkortet
- Du kan ikke købe dig til en marketingskampagne, der vil give så stor effekt.
Sådan lyder det fra direktør i Aarhus Fremad Lars Kruse, der er svært begejstreret for en helt særlig video om klubbens helt særlige fangruppe, Hjørnebanden.
Videoen er optaget på Riisvang Stadion den 20. oktober og følger fangrupperingen i forbindelse med en hjemmekamp mod Brabrand i 2. division Øst.
I videoen kan man blandt andet høre slagsangen 'Der er hjørne', lytte til tonerne af 'Lars Jagthorn' og i det hele taget få et indblik i fællesskabet i fangruppen.
Større end Aarhus Fremad
Videoen er lavet af fodboldmediet Skipperligaen, en del af TV2 ØSTJYLLAND, og blev uploadet på Youtube den 25. oktober i år. Siden da er videoen gået viralt og har fået sit helt eget liv på nettet.
- Den video har betydet, at vi har fået en opmærksomhed, vi ikke er vant til. For mange unge er Hjørnebanden nok større end Aarhus Fremad. Videoen har givet en fantastisk eksponering. Det er en appelsin, der er faldet ned i vores turban, siger direktør Lars Kruse til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Den er bare sjov. Den har noget udefinerbart over sig. Det er ikke noget, man kopiere eller købe sig til.
Her kan du se den oprindelige YouTube-video, der omtrent gjorde Bjørnebanden landskendt
Hjørnebanden har skabt mange skæve kampsange. Direktørens favoritsang er den, der hedder 'Det skal nok gå'.
- Selvfølgelig er vores mission at vinde nogle kampe, og Hjørnebanden vil også gerne have, at vi vinder. Men vi tager nok ikke tingene så tungt, siger Lars Kruse til TV2 ØSTJYLLAND.
Autonom fangruppe
Aarhus Fremad har som klub ikke del i Hjørnebanden. Den har skabt sig selv og har i mere end 15 år holdt til i hjørnet lige ved siden af måltavlen på Riisvang Stadion.
- Vi hygger os, og der er alle slags mennesker lige fra psykologer til folk, der næsten er hjemløse. I Hjørnebanden er det måske 70 procent, der ser alle målene, resten står og sludrer. Man kan kun være glad, når man går fra stadion, siger Kim Hægge, der en del af Hjørnebanden.
Når jagthornet lyder
Lars Kruse er kommet på Riisvang Stadion i mange år - som fan, som bestyrelsesmedlem og nu som direktør. Han ved, at Hjørnebanden har stor betydning for spillerne i Aarhus Fremad.
- De spiller en rolle som 12. mand. De er meget til at skabe stemning. Atmosfæren betyder rigtig meget både for vores egne spillere og også for modstanderne. Hvis Lars Jagthorn ikke er der, så undrer de sig og spørger ind til det. Hornet hører sig til, siger Lars Kruse til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er kampdag, når jagthornet lyder, siger Andreas Damgaard, der spiller for Aarhus Fremad.
- Det er nogle fantastiske gutter. De er hver gang uanset vejr og vind, og om vi er pivringe. De støtter op om os.