Hjemmerøver slår til mod 63-årig
Knivbevæbnet røver truede sig til et udbytte i hjemmet hos 63-årig mand i Horsens
20. jan 2011, kl. 21:50
Mere end 30 dage gammel
En 63-årig mand fra Horsens fik sig en grim start på torsdagen. Ved sekstiden hørte han en rude blive knust i sit hjem, og da han ville undersøge, hvad der foregik, mødte han en røver.
- Det er en ung mand, der knuser ruden ind til villaen. Han truer beboeren til at udlevere et ur og et ukendt pengebeløb, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Den unge hjemmerøver var bevæbnet med en kniv, da han slog til mod villaen, der ligger på Strandkærvej i den sydlige del af Horsens.
- Efter røveriet stak gerningsmanden af til fods, og ham leder vi nu efter, fortæller politiets vagtchef.
Den videre efterforskning i sagen foretages af lokalpolitiet i Horsens.